Endelig en god uge...!

Endelig tilsmilede lykken mig og siden i søndags har jeg haft det godt fysisk. Ingen  smerter og andre mærkelig skavanker og det er gået godt med maden. Det er jo helt fantastisk, at vågne om morgenen og ikke mærke dårligdomme. En følelse jeg godt kunne vende mig til :-)

Psykisk lidt mere turbulent..  Stadig mange tanker og bekymringer omkring hele min situation og familiens og stadig mange tanker der gør mig rigtig ked af det.
Så er der alle tankerne omkring behandlingsforløbet.. Nu har jeg i to uger ikke fået kemo behandling p.g.a mit immunforsvar er helt i bund og ikke rigtigt vil komme op igen og på sygehuset i mandags, hvor jeg udtrykte min bekymring, fik jeg at vide af en sød sygepl., at det skulle jeg ikke være så bekymret for.. Det var også vigtigt, at jeg fik de 2 anti proteinstoffer som også er en  del af behandlingen...MEN jeg er bekymret . Der er lagt en behandlingsplan som også er kemo, som jeg oven i købet har fået at vide, at jeg skal have resten af livet. Når jeg så i første serie kun kan nå at få 6 ud af 9 gange Hvad så ? Hvad sker der i kroppen når jeg ikke får kemo ? Er der party i klubhuset for syge celler...!? JEG ER BEKYMRET ...!
Jeg må gemme alle mine store spørgsmål til uge 43, hvor jeg skal til lægesamtale hos lægen der styrer mit liv i øjeblikket :-)

Det er vist snart på tide med en besøg hos min fantastiske psykolog. Jeg har lige læst et lille citat fra en cancersyg Citat: Jeg ser en psykolog som en gartner, der skal luge ud i en have. Hvis det ikke sker bliver det noget lort .. Rigtig fint skrevet og lige noget jeg kan forholde mig til.
Jeg blev spurgt i ugen om jeg er bitter.. og til det kan jeg svare, at det er jeg ikke. For 4 år siden, da jeg fik konstateret brystcancer var jeg slet ikke i tvivl om, at lægerne gjorde alt det bedste de kunne og jeg følte mig tryg hele behandlingsforløbet igennem Selv ved kontrolbesøget i april 13 var der ikke noget  at komme efter. Men de havde glemt en lille celle som ikke var målbar og det er sgu da noget rigtig lort. Bitter er jeg ikke men jeg er da super ærgerlig, det kan jeg da ikke sige mig fri for.
Frygten for tilbagefald er noget der har fulgt med i kølevandet de sidste 3 år. Ikke en frygt jeg kunne vende mig til, men en frygt der især dukkede op når kontroldatoen nærmede sig.
Frygten blev for mit vedkommende desværre til virkelighed og kunsten er for mig nu, at lærer at leve med det og accepterer det . Der er jeg ikke kommet til endnu men jeg KÆMPER...! Hvis jeg på et tidspunkt kan komme frem til, at jeg kæmper for livet og ikke imod døden , så er jeg kommet rigtig langt :-)

Jeg har også været til sygefraværs samtale på mit arbejde. Selve samtalen forløb uden problemer og det havde jeg også regnet med. Der bliver løbende holdt møder og efter jul bliver det mere alvorligt... Der skal jo på et eller andet tidspunkt foreligge en plan og som det ser ud lige ud findes den plan ikke lige om hjørnet...
Men ellers var det noget af en blandet fornøjelse. Dejligt at se mine kolleger som var på job den dag men også meget vemodigt, da muligheden for at vende tilbage ikke er med mig. Det er da en kæmpe mundfuld, at skulle forholde sig til...! Det gjorde det  selvfølgelig ikke bedre, at jeg ryddede op på min hylde og tømte mit skab. Set i bakspejlet skulle jeg nok have ventet lidt med det..!

Ellers kun gode og hyggelige ting. Mine svigerforældre var på besøg og de medbragte en dejlig frokost.
Besøg af veninder og  nogle af mine skønne arbejdskolleger. I er bare dejlige. Kom snart igen :-)

En masse har skrevet og ringet og det er helt vidunderligt. Det er ikke altid jeg for svaret med det samme, men jeg skal nok gøre det. Jeg har sagt det før men jeg må liiige sige det igen. Jeg er utrolig glad for alt og jeg tror ikke I ved, hvor meget det betyder for mig. DET BETYDER ALT. Tak for jer :-)