En dejlig jul er fejret med mange hyggelige stunder i min lille families skød. Det har været en skøn men travl december men når jeg nu holder af levende lys, julepynt, julebag osv. betyder det ikke så meget. at der har været dage, hvor jeg har været træt og intet orket... det har været på den gode måde :-)
Fysisk har de sidste 3 uger været okay, ja bortset fra de smerter ingen kan fortælle mig hvad betyder. Der kommer forhåbentlig et svar efter næste scanning.
Psykisk er det noget rigtigt møj.... mit ellers så glade sind er blevet afløst af en angst der ikke rigtigt vil slippe igen. En angst for min situation, min fremtid og min lille families fremtid.. Hver gang jeg gør en ting , oplever en ting kommer tanken, om jeg skal opleve det igen. Det er meget svært at beskrive, hvad der egentlig sker oppe i mit hovede. Måske en helt almindelig reaktion på flere måneders uvished....! Det er denne uvished jeg skal arbejde med for ikke at blive skør og negativ. Jeg skal lære at leve og tænke positive tanker mellem mine scanninger og ikke se det som en ventetid... denne ventetid vil være der resten af mit liv. Men tro mig det er ikke let...!
At leve med kræft der ikke kan kureres, kan være en særlig udfordring, fordi døden bliver nærværende og livet dyrebart. Nogle vælger ikke at tænke på, hvad der vil ske i fremtiden. Andre vælger at forberede sig så godt , de kan og for mange bliver det vigtigt at være i nuet....denne lille tekst har jeg fundet ved Kræftens Bekæmpelse og den siger alt.......
Angsten kan til tider bliver så voldsom, at jeg føler, at den overtager kontrollen over mit liv og det er yderst ubehageligt. Jeg ved , at jeg kan arbejde med den angst , det er min næste store opgave..
Jeg ved, at jeg har meget at udrette endnu og rigtig meget jeg skal opleve. Måske bliver mit liv ikke så langt som jeg har gået rundt og troet, men jeg er her endnu. Jeg har en dejlig familie, som gerne vil have, at jeg bliver hos dem rigtig længe og alle ønsker og vil mig det bedste. Det er en dejlig følelse når jeg ved, at jeg gør en forskel i andres liv. DET HOLDER JEG FAST I...:-)
Nu venter 2014 og jeg håber og tror, at året byder på mange positive beskeder og en masse oplevelser venter. GODT NYTÅR.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar